Laboratorium

Moderne laboratorium

Roslev Dyreklinik har eget laboratorium, der er avanceret og moderne.

Blodprøver
Vi undersøger blodprøver, fx før narkose og operation, så vi kan foretage eventuelt nødvendige tiltag for at optimere sikkerhed under narkose og behandling. 

Vi kan undersøge blodprøven for antallet af hvide blodlegemer (infektion), røde blodlegemer (blodprocent) og blodplader (blodets evne til at koagulere).
Endvidere vil biokemiske parametre give et mål for organers funktion, herunder nyrer, lever og bugspytkirtel. Vi har mulighed for at finde tegn på hormonelle lidelser i skjoldbruskkirtel og binyrebark, og indikation på eventuelle medicinske sygdomme.
Nogle test kræver speciallaboratorier, og da sendes blodprøverne til disse.

Celleprøver
Ved hjælp af mikroskopi kan vi diagnosticere sygdomme ud fra celleprøver. Det kan fx være ledvæske, bughulevæske, brysthulevæske og urin. Celler udtaget med en tynd kanyle fra kræftknuder kan farves og hjælpe til med at bestemme type af kræftknude, herunder om den er godartet eller ondartet.

Hud og hår
Vi kan undersøge hud og hår for parasitter, herunder skabmider (Sarcoptes Scabei),  hårsækmider (Demodex), pelsmider (Cheyletiella) og øremider (Otodectis) samt undersøge hårene for svampeinfektioner (ringorm).
Bakterietypen fra fx hud eller øre kan bestemmes (stave eller kokker), og vi kan diagnosticere gærsvamp (Malasezzia Pachydermatitis).

Bakterier
Findes bakterier i huden, ledvæsken eller urinen kan vi dyrke bakterierne frem i vores varmeskab og afgøre ressistensforhold, dvs. afgøre, hvilket antibiotikum der virker bedst.

Parringstidspunkt på baggrund af celler
Vi kan udtage celler fra skeden af den løbske tæve, og sammenholdt med progesteron-indholdet i blodet afgøre optimalt parringstidspunkt.