Shock hos hund og kat

Shock hos hund og kat Skrevet af Pia Kåber |

Pia og Vagn har denne morgen lagt mærke til, at deres fantastiske Berner Sennen Bella, en tæve på 4 år, ikke er helt på dupperne. Hunden ville ikke spise sin morgenmad og virker lidt stille. De bliver enige om, at Vagn lige kører hjem og tjekker hunden ved middagstid for en sikkerheds skyld. Og sikke et held!
Vagn finder en fuldstændig slap, bleg og kold hund, der puster og knapt kan stå oprejst. Det er helt galt med Bella, og Vagn skynder sig at bære den 40 kilo tunge hund ud i bilen. Så kan det kun gå for langsomt, turen fra Ramsing til Roslev føles faktisk længere end normalt..
Ved ankomsten til Roslev Dyreklinik, er alle klar over, at dette er en alvorlig syg hund, som de øvrige patienter denne mandag eftermiddag  må vige for. Jeg finder de klassiske tegn på shock: Slaphed, blege slimhinder (tandkødet er næsten helt hvidt), hurtige hjerteslag og hurtig vejtrækning samt kolde poter og ben. Jeg skal finde årsagen hurtigt, og da Bella ikke har blødt synligt eller kastet op eller haft diarre, leder jeg efter indvendige tegn. Ved at mærke på bugen findes jeg en hård hævelse i venstre side. Indledningsvist tænker jeg, at milten er påvirket, idet denne kan være ramt af en kræftsvulst, der er gået hul på, så blodet løber ud i bughulen. Jeg ved, at det er vigtigt hurtigt at give Bella væske via blodåren, så jeg kan modvirke shocket. Jeg lægger et venekateter i forbenets blodåre, og skynder mig at udtage blodprøver herfra, førend jeg giver væske med drop. Jeg stikker en nål ind i bugen gennem maveskindet, og ser at der kommer en lille smule blod, men ikke så meget som jeg forventer, hvis det bløder fra milten.
Imens Bella får drop kan jeg undersøge blodprøverne på Roslev Dyrekliniks eget laboratorium, og en halv time efter kan jeg vurdere værdierne: Blodprocenten er mere end halveret i forhold til normalværdien på cirka 50%, men de røde blodlegemer, der er til stede, kan jeg i mikroskopet se, er normale i formen. Jeg ultralydsscanner bughulen og finder rigelige mængder fri væske samt et stort legeme, jeg ikke kan identificere. Selvom Bella får plasmaudvider, som er et produkt med stivelsesmolekyler, der kan hjælpe ved shock, er vi bekymrede for hundens tilstand. Der er kommet yderligere fri væske i bughulen under behandlingen.

Vi anbefaler Vagn at åbne Bellas bughule, så vi kan finde årsagen til den hårde hævelse og forsøge at operere, hvis det er muligt. Vi undlader røntgen og yderligere undersøgelser, da vi kan se, at tilstanden kræver hurtig indsats, og Vagn må forberedes på, at det ikke er sikkert, at vi kan redde familens dejlige hund.

 

Vi bedøver Bella og klargør hunden i forberedelseslokalet. Hele bugen barberes, vaskes og desinficeres. Derefter bæres Bella ind i operationslokalet, hvor anæstesi-sygeplejerske Lene er parat. Overvågning mht blodtryk, ilt, kuldioxid og puls sluttes til, og jeg skærer hul til bughulen. Da vi ikke sikre på, hvad der møder os, er også dyrlæge Else i sterile gevandter, mens dyrlæge René står klar, hvis det bliver nødvendigt. Aftalte tider denne mandag eftermiddag er udskudt eller flyttet til andre dage i ugen, og sikke en dejlig forståelse, vi møder, når forklaringen om den alvorligt syge hund Bella gives.
Legemet viser sig at være en svulst på livmoderens venstre horn. Livmoderen er et forholdsvist løst ophængt organ i bughulen, og da tyngden fra svulsten har fået hornet til at dreje om sig selv, er blodkarrene lukket af. Arterierne, der fører ilt-rigt blod til livmoderen er tykvæggede, mens venerne, der fører ilt-fattigt blod retur til hjertet og lungerne, er tyndvæggede. Det betyder, at der ophobes store mængder blod i den drejede afsnørede del, fordi venerne lukkes af førend arterierne. Vi forsøger at dreje livmoderhornet på plads, men bliver hurtigt enige om, at en sterilisation med fjernelse af æggestokke og hele livmoderen er nødvendigt. Dyrlæge René træder også til, da bare det at bære svulsten, der er større end en fodbold. Tre mand høj holder, syr og klipper. Bellas blodtryk falder, da vi løfter i livmoderen, og veterinærsygeplejerske Lene giver medicin for at modvirke blodtryksfaldet. Da blodkarrene til livmoderen er forsvarligt lukket og klippet, kan vi løfte livmoder og svulst væk. Lukning af bughulen er en rutinesag, og heldigvis er Bella nu stabil med normalt blodtryk. Lokalbedøvelse og smertestillende medicin gør, at Bella ikke har ondt, og hunden  vågner normalt op, er træt, men har ikke længere tegn på shock. Hunden er varm,  slimhinderne i munden er pænt lyserøde, og pulsen og vejrtræknignen er næsten normale igen.
Vi kan ringe til Vagn og give den gode besked, at Bella er ovre operationen, og efter omstændighederne har det godt. En vejning af svulsten viser en vægt på 4,2 kilo, så det må siges at være et hurtigt vægttab. Vi kan ikke med sikkerhed sige om svulsten er ondartet med risiko for spredning, men ved undersøgelsen af bughulen har vi ikke set noget mistænkeligt. Vi aftaler at sende vævsprøver fra svulsten til laboratorium, så vi med sikkerhed kan sige noget om fremtidsudsigterne.

Allerede samme aften spiser Bella lidt efter at være kommet hjem til en foreløbig lettet familie, og en uge senere får vi den gode beked: Knuden i livmoderen er en godartet bindevævsknude, og dermed kan vi fjerne sting på en hund, der nu kan kaldes helbredt.

 

 

Del denne historie