Mavedrejning

Broholmer Adolfs mavedrejning

Lone og Peter husker stadig den mandag aften, hvor deres dejlige broholmer Adolf på 3 år, havde risiko for at dø af en mavedrejning. Lone og Peter havde ikke hørt om sygdommen før, men da de ringede til Øster Jølby Dyrlæger, sendte dyrlæge Knud Kjærgaard straks Adolf videre til Roslev Dyreklinik.

Vi står klar ved ankomst

Jeg og veterinærsygeplejerske Lene står derfor klar, da Adolf ankommer med en stor udspilet bug, fråde om munden, utallige opkastningsforsøg uden held, hurtig vejrtrækning og helt kolde lemmer. Disse tegn er meget karakterisitiske for en mavedrejning, og da jeg lytter på Adolfs hjerte og hører en ekstrem hurtig og hård puls, bekræfter det mig yderligere i, at Adolf skal have hjælp her og nu. Heldigvis er hjerterytmen stadig normal.

Mavedrejning er meget alvorligt

Vi lægger venekateter i begge forben, så Adolf kan modtage tilstrækkelig mængde fysiologisk saltvand til hundens cirka 60 kilo. Endvidere skynder vi os at tage et røntgenbillede, så vi kan vurdere, hvor meget maven er drejet.
Maven modtager i den forreste ende foder og væske via spiserøret, mens det fordøjede foder sendes til tyndtarmen fra mavens bagerste ende. En mavedrejning betyder derfor, at både spiserør og tyndtarm drejes rundt, så der ikke er passage hverken fremad (hunden kan ikke kaste op) eller bagud. Maven indeholder typisk både luft, som hunden har slugt, gasser fra bakterier og foder fra et nyligt indtaget måltid. Maven bliver derfor stor, og dette forværres af det opstasede blod i både mave og milt. Når maven drejes rundt afsnøres blodkarrene også. Venerne, der passivt lader blod løbe fra maven mod hjertet, har tynde vægge og lukker med det samme, mens arterierne, der modtager aktivt pumpet blod fra hjertet, tilfører blod til maven og milten i længere tid, før de også afsnøres. Milten og maven ligger tæt forbundne og har fælles blodkar. Derfor ophobes der store mængder blod omkring mave og milt, der er drejet rundt.

Den onde cirkel er startet. Den udspilede mave og de blodfyldte kar og milten, trykker på de omkringliggende organer. Mellemgulvet får ikke plads til at arbejde, og derfor bliver vejrtrækningen hyppig og kortåndet. Den store hulvene, som fører af-iltet blod fra bagerste del af kroppen mod hjertet, har også tynde vægge, og klemmes dermed på samme måde sammen. Hunden begynder at gå i chok!
Det er lige præcis det, der er sket med Adolf: De kolde lemmer er et tegn på, at kroppen lukker af til perifere områder, mens de centrale områder såsom hjerte og hjerne prioriteres. Fortsætter chok-udviklingen, hvor hjertet modtager for lidt blod, vil rytmeforstyrrelser være dyrlægens tegn på, at livet for alvor står på spil. Medvirkende til chok-udviklingen er også manglende ilt til den drejede mave, som slutteligt jo ikke modtager nyt iltet blod overhovedet. Da vil der ske vævsdød i mave og milt. Dyrlægens opgave er at få maven drejet på plads, men er hunden nået langt i chok-udviklingen, kan både mavesækken og milten have taget varig skade med behov for delvis fjernelse af mavesækken og bortoperation af milten.

Adolf skal have hjælp her og nu!

Vi giver Adolf kortvirkende bedøvelse og forsøger derefter at få en sonde via munden, gennem spiserøret og ned i mavesækken. Vi forsøger at presse sonden ned med Adolf liggende på siden, på ryggen og på brystet. Der må ikke presses og skubbes for hårdt, så kan spiserøret revne. Omvendt kan et vist pres få spiserørets drejning til at løsne op og give plads. Vi aser et stykke tid, undervejs må vi vedligeholde bedøvelsen, og vi vælger at intubere, så vi kan tilføre ilt igennem slangen(tubus) i luftrøret. Det lykkes endeligt at få sonden ned i mavesækken. Der kommer rigelige mængder luft ud af sonden. Vi kan se, at Adolfs udspilede bug bliver mindre, maven tømmes for luft. Efterfølgende skal vi have foderet, der ligger i mavesækken ud også. Det kræver utallige skylninger, hvor vand hældes via sonden ned i maven, og derefter lades skyllevandet med opløst foder løbe ud af sonden. Vi fortsætter mange gange, før skyllevandet ikke indeholder foder mere og er helt klart. Adolf efterbehandles med antibiotika, og der hældes medicinsk kul i mavesækken, som kan binde giftstoffer fra døde bakterier, de såkaldte endotoxiner. Adolf er lang tid om helt at vågne, og hunden observeres hele aftenen, før den kan komme med familien hjem.

Det går galt igen 

De følgende dage fodres Adolf alene med opblødt specialkost i meget små portioner. Specialkosten er en mave-tarm-diæt, der er meget let fordøjelig. På trods af disse forholdsregler går det galt igen tre uger senere.
Anden gang er Adolf dog ikke så påvirket af mavedrejningen, hverken mavens størrelse eller shock-tilstanden er helt så udtalt som første gang. Familien kender også symptomerne og har i ugerne holdt ekstra øje med Adolf. René Sørensen gentager behandlingen af Adolf sammen med veterinærsygeplejerske Lene en søndag aften.

Forebygger nye tilfælde ved operation

Vi planlægger at lade Adolf operere. Da der er stor risiko for tilbagefald af sygdommen, kan man forebygge nye tilfælde af mavedrejning ved at sy mavesækken fast til bugvæggen i hundens højre side. Det betyder, at maven ikke kan dreje igen, men desværre kan den godt udvides efter et stort måltid mad og luftindtagelse/luftdannelse. Det er bedst at operere under planlagte forhold, men kan sonden ikke føres ned i mavesækken i det akutte forløb, kan man allerede der ende med akut operation.

René Sørensen og jeg opererer Adolfs mavesæk fast til bugvæggen lige før påske. Vi tjekker, at mavesækken ligger rigtigt og er sund. Alt er fint. Vi skærer et fem cm langt sår i mavens to yderste lag, overfladelaget og muskellaget, men ikke helt igennem mavesækkens inderste lag, slimhinden. Bag det bagerste ribben cirka midtvejs nede på bugens væg, laves indvendigt et tilsvarende hul på fem cm. Disse to huller skal sys sammen så forreste kant af begge huller sys sammen, og bagerste kant af begge huller sys sammen. Det lyder nemmere end gjort, da der er dårlige pladsforhold i den dybe bug, men René og jeg er yderst tilfredse med den syning, vi har lavet, der skal holde Adolfs mavesæk på plads.

På mærkerne igen

Adolf er hurtigt på mærkerne igen: Allerede samme aften tigger hunden for mad. I den næste måned fodres Adolf med speciel skånekost, der er meget let fordøjeligt, og foderet gives fire gange dagligt. Det mindsker risikoen for udvidelse af mavesækken. Da Adolf den 30. marts fylder 3 år, må den nøjes med et lille stykke lagkage af den rugbrødslagkage, der er fast tradition til hundens fødselsdag. Fremover må Adolf fodres i små portioner, så hunden ikke bliver syg igen.


Faktaboks

Mavedrejning opstår typisk hos store hunde med dyb brystkasse, dvs. Grand Danois, Hønsehunde, Schæfer, Doberman, Ulvehund, Skt Bernhard og Broholmer. Mavedrejning sker hyppigere hos den ældre hund, og hyppigere hos hanner end hos tæver. Mavedrejningen sker oftest efter optagelse af et stort måltid foder og dernæst fysisk aktivitet såsom leg og hop.

Symptomerne er: 

  • Udspilet bug, der lyder som en tromme, hvis der knipses på huden lige bagved ribbenene
  • Forsøg på opkastning, der ikke lykkedes. Hunden savler.
  • Rastløshed og uro
  • Hyppig overfladisk vejtrækning
  • Kolde lemmer
  • Smerter

Behandling

  • Behandling af shock, væske og medicin intravenøst
  • Fjerne luft fra mavesækken vha sonde via munden eller kanyle stukket ind i maven
  • Operation, hvor maven vendes på plads
  • Operation med bortoperation af ødelagte organer herunder mavesæk og milt (meget lille overlevelsesprocent).
  • Behandling af eventuelle rytmeforstyrrelser i hjertet
  • Forebyggende operation, hvor maven sys fast til bugvæggen, så den ikke kan dreje igen

Forebyggelse hos disponerede racer

  • Fodring i flere små portioner fordelt på dagen
  • Opblødt foder i stedet for at tildele vand i en skål for sig selv
  • Stress og høj aktivitet, motion og lignende bør undgås 1 time før og 2 timer efter fodring
  • Skift af fodertype bør ske gradvist og langsomt

 

Del denne historie