Kalk chok

Kalk chok – En livstruende tilstand

Jeg bliver ringet op en tirsdag nat kl. 01.30. Falck i Århus, også kaldet Dyrlægevagten, som passer vores telefon, når vi har vagt, har modtaget en opringning fra en bekymret hundeejer, der ikke kan få fat i sin sædvanlige dyrlæge. Vedkommende tager simpelthen ikke telefonen her midt om natten.

Vagthavende på Falck-stationen skønner, at det er alvorligt og spørger mig, om jeg vil ringe hundeejeren op. Jeg ringer til Linda, som er meget bekymret for sin Cairn terrier Maggie. Hunden har født fem hvalpe for 10 dage siden uden komplikationer, men nu kan hunden slet ikke gå, ”krabber sidelæns”, er helt stiv i forbenene og halser meget.

Linda var selv gået i seng, men hendes søn Simon kom sent hjem, og kunne straks se, at der var noget galt med Maggie. Flemming og Linda er klar over, at den mest sandsynlige årsag er kalk chok, og vi aftaler, at jeg hurtigt tjekker hunden hjemme, da jeg bor kun fem minutters køretur fra hundens bopæl:  Jeg ser en meget rastløs hund, der hyperventilerer og tangerer kramper, idet der optræder små ryk i hele kroppen. Pupillerne er let udvidede og svarer ikke på lyspåvirkning. Jeg tager temperaturen og finder den at være 40,9 grader!! Det er tydeligt, at hunden er langt ude. Den skal have behandling med kalk (calcium). Da hunden er meget dehydreret, vil det ikke hjælpe at give kalken under huden (subcutant). Det skal være indgift af calcium under kontrollerede forhold og direkte i blodåren.

Der er 15 minutters kørsel til klinikken, og jeg er nødt til at fortælle Flemming, at det ikke er sikkert, at jeg kan redde familiens hund. Flemming og jeg kører til Roslev Dyreklinik. Undervejs overvejer jeg, om der kan være andre årsager end kalkmangel til kramper og feber hos hunden. Det vil være rigtig trælst at overse fx en hjernehindebetændelse(meningitis) eller andet. På Roslev Dyreklinik lægger jeg straks et venekateter i forbenets blodåre. Maggie er meget, meget varm, og hundens forben stritter og er helt stive. Hovedet drejer fra side til side, og Flemming må holde godt fast for, at hundens sitren ikke forhindrer mig i at lægge venekatetret. Heldigvis ligger det perfekt ved første forsøg, og jeg udtager en blodprøve, førend jeg ganske langsomt giver calcium direkte ind i blodåren. Gives kalken for hurtigt, vil der være stor risiko for hjertestop. Derfor gives mængden, der passer til hundens vægt, i små portioner. Jeg fortæller Flemming, at jeg for alle tilfældes skyld også giver antibiotika mod meningitis, selvom det ikke er særligt sandsynligt. Efter indgift af den mængde calcium, der passer til hundens vægt, fortsætter jeg behandlingen med et væskedrop. Væskebehandlingen vil modvirke dehydreringen og sænke hundens temperatur, som stadig måles til 40,9 grader.

Efter 15 minutter får jeg svaret på Maggies infektions-tal. De er som forventet ikke forhøjede. Hunden er stadig helt stiv i forbenene, halser, sitrer, virrer med hovedet. Det er fristende at give mere calcium, men jeg kan få den eksakte calciumværdi ti minutter senere og venter. Flemming, som stadig holder hunden, mener at kunne mærke en lille bedring: Lidt mindre tendens til kramper. Jeg aflæser værdierne på strimlen, som vores laboratoriums Vetscan kan spytte ud efter i alt tyve minutter. Calciumværdien i blodet er 7,8 mg/dL mod de ønskede minimum 8,6 mg/dL. Strimlen viser også tallene på Maggies nyrer, som desværre er påvirkede pga. dehydreringen. Ud over hjertet vil nyrerne tage skade ved for stor calciumindgift, så jeg væsker hunden yderligere op. Den mængde calcium jeg allerede har indgivet bør være tilstrækkelig, og jeg er tilbageholdende med at give mere calcium. Flemming og jeg kan nu også så småt mærke en bedring. Vi kan mærke, at Maggie slapper lidt mere af, specielt er forbenene ikke helt så stive. Jeg skifter væsken i droppet ud med glukose, idet kroppens anstrengelse i forbindelse med kramperne bruger alle glukosereserverne. Efter godt en times behandling er der tydelig bedring. Vi fjerner dropslangen og sætter Maggie udenfor, så hunden kan tisse og observeres. Maggie halser stadig meget, og den er ikke helt fri for at sitre. Jeg finder en dåse med dåsemad specielt beregnet til intensiv behandling (ekstra højt energiindhold) frem og tilbyder hunden maden. Maggie guffer hele dåsen i sig. Flemming og jeg ånder lettede op. Det er i hvert fald et godt tegn. Jeg måler temperaturen til 39,9 grader, hvilket stadig er alt for højt i forhold til hundens normale temperatur på 38,5-38,8 grader. Vi aftaler derfor, at jeg lader venekatetret sidde i forbenet, så det er muligt at give mere calcium ved et eventuelt tilbagefald. Under alle omstændigheder skal Maggie tjekkes den følgende dag. Vi aftaler, at Flemming og Linda skal have hunden under observation resten af natten. Kl. 03.30 er vi hjemme på hundens matrikel, og den viser gensynsglæde, da Linda åbner døren. Vi aftaler, at hvalpene ikke skal lægges til denne nat, men at vi gerne vil lade dem få modermælk dagen efter, hvis Maggies tilstand tillader det.

Kl. 08.00 næste morgen kontrollerer jeg Maggie. Linda fortæller, at hunden foretrak de kolde (og regnvåde) fliser i de tidlige morgentimer. Det kølede. Jeg tager Maggies temperatur. Den er nu 38,5 grader. Dejligt. Ved undersøgelsen af hunden finder jeg, at dens muskulatur føles normal, hunden halser ikke, og den er velhydreret. Jeg giver calcium igen, men nu det i orden at give medicinen under huden, hvor der ikke er samme risiko for overdosering. Jeg har nemlig ikke en akut syg hund mere. Jeg ønsker blot at forebygge calciummangel og gøre det muligt fortsat at lade de fem hvalpe die ved moderen. Jeg forlader Maggie og de fem hvalpe med en god følelse i maven. De skal nok klare det. Senere ringer jeg til Linda og giver dosis på forebyggende calciumbehandling med kalktabletter til Maggie. Vi løber en lille risiko ved at lade hvalpene die, men familien holder super godt øje med, at der ikke opstår sitren eller andet, der indikerer kalk mangel. Ved symptomer skal tæven straks behandles og hvalpene tages fra moderen. Da bliver det nødvendigt at give hvalpene modermælkserstatning.

Efter tre dage ringer jeg til Linda, som fortæller, at både tæve og hvalpe har det godt.

FAKTABOKS

Kalk chok (også kaldet eklampsi, hypocalcæmi, mælkefeber, puerperal tetani) opstår oftest indenfor de tre første uger efter, at tæven har født. Sjældent kan lidelsen også opstå lige før eller under fødslen. Det er især små hunderacer, der rammes og medvirkende årsager kan være manglende appetit, store kuld, første kuld.

Årsag

Stort behov for calcium til produktion af mælk. Kroppens bi-skjoldbrusk-kirtler ( parathyroidea kirtler) når ikke at frigøre nok hormon til at øge indholdet af calcium tilstrækkeligt. Calciumindholdet i blodet bliver for lavt, og både muskler, regulering af hjerterytme og nerveimpulser påvirkes. Risikoen øges ved tildeling af calciumtilskud under drægtigheden, fordi parathyroidea ikke er stimuleret og dermed ikke har kapacitet til at sende tilstrækkeligt hormon ud i blodbanen. Risikoen øges også ved mangelfuld fodring under drægtighed og efter fødsel. Forebyggende gives ekstra energi- og calciumrigt foder under den sidste del af drægtigheden samt under perioden med diegivning.

Symptomer  

Tæven lader hvalpene passe sig selv. Tæven bliver urolig, hypersensitiv, nervøs, mister orienteringen. Halser, piber. Savler. Går med stiv gang, klør sig i ansigtet, musklerne sitrer og bliver stive, der kan ses kramper og hunden lægger sig med stive lemmer (opstår 8-12 timer efter de første symptomer). Høj temperatur, hurtig anstrengt vejrtrækning. Udvidede pupiller. Hjerneødem, koma og død

Behandling

Calcium gives langsomt ind i blodåren under kontrollerede forhold. En bestemmelse af calciumindholdet i blodet er optimalt. Der gives drop med væske og sukker. Ved kramper kan gives stesolid. Ved forhøjet temperatur kan hunden køles ned med fx våde håndklæder. Hvalpene tages fra moderen enten midlertidigt eller resten af den normale periode med diegivning, og hvalpene gives modemælkserstatning. Tæven suppleres med calcium tabletter. Tæven bør undersøges jævnligt, evt. med bestemmelse af calciumindholdet i blodet.

Fremtiden

Overlever tæven krisen ses der ikke mén, men eventuelt fremtidige kuld vil med større risiko fremkalde kalk chok hos tæven igen

Del denne historie